Dagbladet Holstebro-Struer/Midtjyske Medier fulgte ved journalist Mette Grith Sørensen og fotograf Morten Stricker Oldies but Goodies kokketræffet.

Læs den flotte reportage:

• Kokke1.pdf
• kokke2.pdf
• kokke3.pdf

.

Det har været et forår med store spring på det gastronomiske  kvalitetstermometer.

Vinterens  første gode oplevelser kom på Gallamiddagen  på Falsled Kro den 6 februar. Den gamle kro serverede Almanak menuen, som er et mega flot tilbud her i kroens jubilæumsår.

Den 23 februar udfoldede Geraniums køkken sig for os i al sin pragt.
Det var endnu engang en magtdemonstration af Geraniums team denne gang uden Rasmus Kofoeds tilstedeværelse, men hans team i køkkenet og Søren Ledets hold på gulvet skabte storhed i oplevelsen.

Ved skæbnens hjælp fik jeg mulighed for at spise på Noma 2 dage i træk i begyndelsen af marts.  Noma er i særklasse i disse år i form af at levere den komplette restaurantoplevelse.

Mielcke & Hurtigkarl imponerede med deres menu i april. Der er ikke andre, der laver mad som Mielcke og derfor er hans bidrag til den danske gastronomibølge meget kærkommen. At restaurantens stjerneniveau skammeligt er forbigået den gamle guide er mere et udtryk for guidens kompetence end for restaurantens.

formel B beholdt derimod sin stjerne trods et koncept-hop af de større. Nu kunne det være nok med de stivede hvide duge og mandsopdækket betjening, når der ikke dukkede et rimeligt antal bidragydere op, må tanken have været.
Jeg var der sidst i april….og ”gud hvor var det godt”. Endnu engang leverede Kristian Møller det ypperligste.

Det gjorde Skovbakken i Odense også den 15 april. Men hov, vil nogle sige, hvem eller hvor er Skovbakken i hierarkiet. Jamen Lars Knudsen og frue driver en selskabsforretning i Odense ved Zoo og en enkelt gang om året går han bersærk og laver lige en gourmet aften for at vise, at han ikke har glemt, hvordan det gøres.
Ville han gøre alvor af at sige farvel til den store check og nøjes med en noget mindre kunne han sagtens vælge a la carte /gourmet vejen og han ville formodentlig omgående placere sig på niveau med de bedste i landet. Jeg foreslog ham at drive selskabsforretning i 11 måneder og så vie 1 måned til gourmetrestaurant.virksomhed. Restauranten kunne f.eks hedde OKTOBER.

Som månedens finale besøgte jeg Malling & Schmidt i deres nyåbnede domicil på Grenåvej i Aarhus. Det skete samme aften som kollega Troelsø fandt vej for at anmelde restauranten. Lad mig gøre det kort. Jeg tilslutter mig hans vurdering og fulde hus som beskrevet i Børsen.

Villa Vest i nordvest beviste også deres kvaliteter ud i det nynordiske køkken .. og så den beliggenhed tillige. Lige bagved deres restaurant findes en offentlig parkeringsplads, hvorpå en udendørs restaurantterrasse fristede ved frokost tide.
Hvilket kontrapunkt i holdning til gastronomi og nydelse på under 100 m i fugleflugtslinie!
Hvorfor jeg spiste der? Spørg bare. Svaret vil for evigt være uklart.

I maj huserede vi bl.a. i det sydvestlige hjørne af Jylland. Det kommer der nogle skriv om i kommende kogebog fra Vadehavet og omkringliggende kommuner til efteråret, så jeg vil ikke her gå i detaljer om de spændende oplevelser hos producenter og på restauranter, men blot nævne at den største overraskelse var den i min bevidsthed ”glemte” Josef. Det var rigtig spændende, hvad han serverede.

Island blev besøgt: Sjavarkallarin og Dill i front.

New York:
Daniel præsterede os for en 7 retters menu. Det blev en magtdemonstration af dimensioner. Vi var 3 personer, ingen ved bordet  fik samme ret  , 3 forskellige kreationer pr servering.
F eks den tredje bordservering bestod af følgende serveringer:
Jeg fik:  Duo of octopus, Tempura with wilted radicchio, aged Balsamico vinegar, ”En salade” with Manouri cheese, Artalia  Shoot tempura.
Kokken fik: Abalone ”granite” with parsley-garlic butter, white aspargus, ”Pommes Duchesse”, Mustard vinaigrette
Fruen fik: Maine sea scallops Rosette with Tandori, Hawaiian Hearts of Palm, Shiso-mango Gremolata.

Per Se: Det kan vel ikke gøres mere sikkert. Velsmag, velsmag og atter velsmag.

Masa: Dette besøg kræver mange flere linier, end jeg i dag vil bruge. Det var ”out of this world”

I denne perlerække af gode oplevelser savnes måske en navngivet skuffende af slagsen.
Der var skuffelser, men ikke overraskende skuffelser. Man ved – næsten altid – hvad man går ind til, når man undlader at gøre ordentlig research.  Dårlige oplevelser og dyre oplevelser. Det er guiders første og fornemste opgave at guide folk udenom  de oplevelser, der skaber dårligt humør.

Foto: arturodonate / flickr.com

.

Det var meget spændende indenfor en uge at opleve Norges og Danmarks udvalgte restauranter og prøve at se deres potentiale overfor Dill,  Reykjavik, som jeg spiste på for kort tid siden og Chez Dominique i Helsinki og Mathias Dahlgren i Stockholm begge med **Michelin stjerner på CV’et.

Kroen havde åbnet sine døre blot for denne ene aften i vintersæsonen for at bevise sin berettigelse som dansk finalist. Og det blev en magtdemonstration af teknik, kreativitet, kunnen og velsmag ledsaget af unik betjening med et storslået vinudvalg. Herlig aften.

De norske jurymedlemmer der deltog I Henne middagen og jeg kørte næste formiddag til Falsled Kro for at indtage frokosten der , en frokost der indeholdt flere af de retter som også vl blive serveret på den kommende Gallaaften. Der har i længere tid været lidt stille omkring Falsled Kros køkken og hvor dette egentlig befandt sig i hierarkiet På Fyn og for den sags skyld i Danmark.

Lad det være kort. Vi 3 nydere fik en klar fornemmelse grænsende til vished for, at Falsled Kro er ”back on track”.  Alle, der deltager den 6 februar 2011, kan roligt allerede nu stemme sindet indad. Det bliver mere end stort.

Andre rigtig bemærkelsesværdigt gode måltider var den på Kock&Vin i Göteborg, den på Enomania på Frederksberg og som rosinen i pølseenden Grefsenkollen i Oslo.

Nogen skuffende måltider i december? Ja, den Michelin anbefalede Fiskekrogen i Göteborg holdt ikke. Slet ikke.

.

November bød på både godt og mindre godt og et par enkelte gedigne kvalitetsoplevelser.

Det gode var at opleve kvaliteten på den nye restaurant MEST i Aalborg, hvor Allan Poulsen havde sat mig stævne for en evalueringssnak omkring kåringen af Årets restaurant 2010. Allan Poulsen havde om nogen vist denne kategori stor  interesse ved personligt at deltage i samtlige nominerede finalerestauranters  afvikling.  Hans passionerede tilgang til forløbet og resultatet berettigede til at følge op på hans ønske om evaluering af  hele forløbet. Godt initiativ. Det møde fandt sted under en frokost på MEST.  En rigtig go oplevelse er denne nye restaurant midt i Aalborg.

En andet fint måltid  fandt sted på Italy & Italy i Ringsted, hvor en herlig fiskesuppe fandt vej til tallerkenen samt  en hjemmelavet tagliolini med pesto.

Italiensk ”alla casa linga” midt på Torvet i en by, hvor den gode smag i øvrigt vanskeligt kan opleves ved bordene.

Den mindre gode var frokosten på Kongebrogaarden. Det er ellers et sted, jeg sætter uhyre pris på at besøge. Hotellet har alle bo-kvaliteter og har periodisk haft et godt køkken. Denne søndag prøvede jeg så smørrebrødet.  Det slog mig endnu engang, hvor skidt stillet man er i Provinsen, når det kommer til det gode danske smørrebrød. Så svært er det jo heller ikke.

Men som et eksempel på den lette vej til en servering af klassisk dansk mad: så længe man bruger en industrimayonnaise frem for at lave den selv ( hvilket max tager 4 minutter ) og  ikke viser smørret fornøden respekt, er der stadig lang vej til  bare en rimelig kvalitets- oplevelse. Hvorfor er industriprodukter som mayonnaise, remoulade og alibisaucer så gangbare. Hvor er den faglige stolthed?

Den faglige stolthed. Den er der derimod for fuldt udtræk på månedens absolut bedste Spiseoplevelse. Hvor overskriften er Æstestisk massage af velsmagens sanser.

Dagen var novembers sidste. Området var Nørrebro. Restauranten Kiin-Kiin.

OG skal jeg slutte med den næstbedste spiseoplevelse i november? ? Ja hvorfor ikke. Det var frokosten i Monaco (Le Louis XV), som på mange punkter kom i nærheden af Søllerød Kros normale performance, dog ikke madmæssigt.

.

Den danske Spiseguides Gallaaften på Bistro Boheme den 31 oktober viste  på udsøgt vis Boheme teamets kvaliteter.

Flere har spurgt om ikke jeg kunne bringe en testrapport, sådan som den udformes, når den rekvireres af interesserede. Det ønske opfyldes hermed og jeg har valgt at bringe en rapport, der på lange stræk fortæller noget om, hvad guidens prøvespisere noterer sig om en afvikling af et måltid, hvor der er stykke vej til en stjerne.

TESTRAPPORT - Uge 42

Allerede da vi satte os ved bordet burde vi have afsluttet besøget.

Alle signaler viste gult eller rødt endda.

Den ”forurenende standard musik” i højtalerne, vinkortet u. årgangsangivelser, menukort m. ukorrekt info om tilhørsforhold for visse produkters vedkommende og endda i plastomslag.

På den anden side havde vi fået klar besked  fra andre om stedets fortræffelige kromad af den gammeldags type som ”langt var at foretrække for naboens modernistiske frembringelser”.

Naboen havde vi besøgt for 2 uger siden, så nu måtte vi foretage en sammenligning.

Lad det være sagt med det samme. Alle detaljer, alle oplevelser, faldt ud til naboens fordel.

Her var det valgte knivbestik til kalvemørbraden en kopimodel af Lagiuole og en normal kromodel til den danske hakkebøf. Det burde have været lige omvendt set i lyset af mørheden af det, der blev serveret på de 2 tallerkener.

Kalvemørbraden var fin og uskyldig,  mør som marcipan og af nogenlunde samme farve, medens den danske nationalspise hakkebøffen serveret i størrelse som en fladtrykt minihåndbold var så hårdt stegt, at det krævede solide kræfter at bryde igennem skorpen og  naturligvis: det indre var smuldrende tørt.

De ledsagende saucer havde forskellige betegnelser og smagte forskelligt, men lige slette. Pebersauce er principielt en herlig sauce til en bøf og relativt let at lave. Madagascarpeber eller knust sort peber, smør, lidt cognac til flambering og masser af piskefløde.  Sovsen til hakkebøffen er reelt vanskeligere at lave god , med mindre man da har besluttet sig for at gøre den god. Det havde man ikke her.

Kalvemørbraden var angivet serveret med pommes frites og grøntsager. Vi bad om kun at få  pommes fritter , da erfaring med grøntsager serveret på restauranter udenfor de stjerneklas- sificerede oftest er en skuffende oplevelse. Og får man ikke en skuffende oplevelser har man da intet negativt at erindre. Pommes fritter ved man hvad er – sjældent fremragende, men dog spiselige.

Tallerkenen kom ind med 2 stk kalvemørbrad, 6 rosenkål i en dampet version og et 1/4 forkogt blomkålshoved plus en kæmpeskål pommes frittes og en kande betegnet pebersauce. Man kunne fodre flere hårdtarbejdende landarbejdere med den mængde.

Hvad er det ,der fascinerer visse restauranter ved at overfylde tallerkenerne?

Og så hakkebøffen. Tænk hvor delikat en hvid tallerken med en centralt placeret normal størrelse hakkebøf, pandestegt med lidt løg og en veltilberedt skefuld sovs kan tage sig ud.

Her havde  en  knytnævestor klump gennemstegt kød bemægtiget sig pladsen og på tallerkens kant trængtes industrielle rødbedestykker,og hele kogte kartofler på den resterende plads   ligesom  et bjerg af såkaldt bløde løg  toppede bøffens  overflade og henover den hele anretning gennemførtes planen: at hælde sovs fra kanden over, som var det et tæppe til beskyttelse af kompositionen.

Vinkortet var en skændsel. Ingen årgangsbetegnelser og hvem bestiller vel en Beaujolais uden at kende året, her var den tilmed også for gammel. En Beaujolais styrke er dens ungdom og frugt ikke alder og udvikling.

Rieslingen var tynd, men ærlig og fra 2009 så den måtte følge kødretterne i mangel af andre rimeligere vine tilgængelig på kortet.

Måltidet største og egentlig eneste gastronomiske glæde var nybagt brød ledsaget af portionssmør fra Naturmælk.

Stedet er restauranten ÆRØ på havnen i Svendborg.

Plusser: Brød

Minusser: tidsreg på regning

.

Det har været en måned fuld af både store og udfordrende gastronomioplevelser som uventet oplevelse på restaurant med Michelin-status.
Lad mig begynde med den seneste.

Det er slående, hvor meget sammenfald der har været i mine oplevelser på restaurant Le Chateaubriand i Paris, nr 11 på World 50 Best listen, og på Kødbyens Fiskebar, der ikke er placeret på World 50 Listen, hvilket er lige så korrekt som Le Chateaubriands ukorrekt.

Samme støjniveau, samme tilsyneladende hastig til ilsom tjenertrafik, glas, der tabes og smadres, bestik der mere eller mindre planlagt placeres foran gæsterne, brød og den iskolde smørklat, tjenerinder og tjenere i moderigtigt antræk og med tatoveringer spredt som haglbyger på de dele af kroppen, der er synlig. Men idel glæde og let håndspålæggelse og jævnlig kontakt, også når hovedrettens ankomst synes at være lysår forude……

Menukortet er meget tilforladeligt, ja næsten inspirerende, lysten til at bestille er stor. Jeg valgte fiskevejen naturligvis – først knivmuslinger, dernæst blåmuslinger og – på tjenerens absolutte anbefaling skærising på brød.

Den første ret bød ikke på tungt arbejde for hverken køkken eller tjener, 2 stk knivmuslinger og nogle få blade salat. That’s it folks.

Nr 2 var større. En tallerkenskål blåmuslinger tilført en cremet suppe og mængder af kartoffeltern. Ok – så var den ret heller ikke bedre.

Jeg havde bestilt en flaske Albarino ud fra den betragtning, at den skulle nydes med måde og jeg havde ingen tvivl om, at jeg måtte glæde mig over ca halvdelen af flaskens indhold og efterlade resten. Det er jeg vant til, det er blot rutine for mig.

Sådan skulle det ikke gå denne aften. Den blev nydt til sidste dråbe. Og det kan jeg takke den ufattelige ventetid , der oplevedes mellem ret nr 2 og så hovedretten, for.
Jeg sad stilfærdigt i en times tid ved baren og i denne periode nød jeg godt af at få indblik i mine sidesidespisende ”Nynne & hendes venindes” indbyrdes samtale, hvor kvindesind og – list på det mest bramfri sprog blev oprullet. Jeg agerede også vagt for deres tasker og overtøj, når de gik udenfor i tobakkens tjeneste. De kom ind igen og bestilte yderligere en flaske Champagne, Perrier-Jouet, så den aften skulle nok få en fin afslutning for dem.

Det fik min også, da en forbiløbende tjener pludselig observerede min mangel på mad og tog affære. Ud i køkkenet og retur med forklaringen, ”det må du undskylde, men køkkenet har kun 8 blus!”.

Så gik der en 20 minutters tid, hvorefter skærisingen landede, Stegt på et tyndt stykke hvidt brød, minimal mængde fisk og en rodfrugt på størrelse med hanebjælken i mit sommerhus.

Det sidste glas vin fulgte skærisingen .
Der var fyldt hus, så konceptet falder åbenbart i publikums smag.

Så var der anderledes smag på frokosten på Hummerhuset i Reykjavik, hvor menuen bød på ”Hest, hval og hummer”, det var en flot oplevelse, velsmag og nydelse hele vejen igennem. Det kommer mere udførligt med i den kommende bog om Nordens bedste restauranter”, der er planlagt udgivet foråret 2011.

Finalemiddagene i kategorien Årets Restaurant, Den danske Spiseguide, kommenteres ikke før afgørelsen foreligger 31 oktober, men lad mig dog sige så meget, at det har været 5 ualmindeligt flotte og forskellige stiloplevelser.

Sidste gode oplevelse kom på Vallø Slotskro, hvor det ny tiltrådte værtspar Tine & Palle Møller bl.a. serverede agerhøne , amerikansk Colorado steak, nyplukkede svampe og en chokolade dessert på højt niveau. Der er stjerner på vej til Vallø.

.

.

Det var jo en sommermåned med overvældende varme temperaturer og derfor blev restaurantoplevelserne overvejende henlagt til udespisning eller til decideret sommer-steder.

Der er en særlig charme ved at spise udendørs, og det tæller positivt med, når månedens oplevelser skal evalueres. Men varme, sol eller skygge alene er ikke nok til at sikre den sublime oplevelse.

Granhøj på Torvet i Svendborg bød på bl.a. moules marinieres, Det japanske Taarn serverede sushi, soft shell crab og tempura rejer, Frederiks Have på Frederiksberg på fremragende fiskefrikadeller og hos Pichardts i Rudkøbing en såkaldt tapasanretning og madoplevelsen de 4 forskellige adresser kan generelt sammenfattes som ok kvalitet , men så heller ikke mere.
De holder niveau for optagelse i Spiseguiden.

Det , der slog mig mest, var den forskelligartede betjenings udøvelse. Naturligvis er der ofte sommerassistancer på arbejde i juli måned og de må klare meget på charmen og opnår ikke mange points på det faglige niveau. Det faglige niveau oplevede vi først og fremmest på Frederiks Have.

På relativt nyåbnede Det japanske Taarn i Tivoli sås det usædvanlige, at gæsteflokke måtte vente ved en ”anmeldelsespult” og vente på en medarbejder for at blive seatet. Noget besynderligt kl 17.30, hvor den relativt store restaurant var mindre end halvfyldt og hvor en aktiv indsats ved gæstemodtagelse kunne have gjort underværker. Mange gæster ventede så længe på at blive budt velkommen, at de simpelthen fandt andre spisesteder. Underligt at restauratøren ikke satte flere resourcer ind på netop denne post.

En enkelt ”fine dining” restaurant blev også besøgt i juli. Det var på denne, jeg i sin tid blev præsenteret for vinen ” Where the dreams have no end” – en fremragende vin fra Silvio Jermann. Senere omdøbte han vinen til ”Were dreams, now it’s just wine”. Den realisme randt mig i hu, da jeg forlod restauranten efter aftenens gastronomi. ”Were magic, now it’s just a fine restaurant”.

.

Det har været en god måned med mange besøg hos målbevidste – læs fokuserede – folk , alle fagligt stærkt kompetente udøvere af gastronomi og service.

Lad mig nævne alle de positive øjeblikke, hvoraf den første der melder sig, er dagen hos Søren Wiuf , hvor et mindre hold af madanmelderforeningens midte var inviteret på markvandring. Her sås bl a. den udsendte fra JP iført Panamahat, løst hængende, lettere spraglet skjorte, shorts a la Costa Kalundborg og sandaler ledsaget af den trendsættende city elegante Berlingske journalist iført helt nye gummirøjsere, ren landligger stil samt ”TVstemmen” i et skødesløst elegant antræk naturligt henslængt på bagsædet af en lidt for lille bil til selskabets pondus og endelig den provinsielle mad skribent, der ikke efterlod ukendskab til sit anmelderskabs arne. Læg hertil den uheldige indforskrevne fotograf der havde sort uheld med den eksterne lyssætning så den lille Lupo, så den under aspargesvandringen måtte opgive ævred og derefter lade sit batteri få eksterne traktorhjælp .

Efter den inspirerende indføring i botanikkens og landbrugets mange glæder ved berømte Søren var tiden kommet til at indtage fast føde på nærliggende Dragsholm Slot.

Også dette besøg hos Mads Bøttger, Henrik Walbom og Claus Henriksen bød på et større kulinarisk bombardement af grønne stængler, rødder, blomsterblade, små saucer eller kindkys af dressinger sammen med skaldyr og fisk, denne aften en Knude (?) samt hovedproduktet asparges i decideret rå mængder fra Sørens marker.

Det skete den 15 juni. Allerede 3 dage senere var Den røde Cottage vort mål, et sted hvor menuen havde en tydelig feministisk familiemæssig relevans til netop det dragholmske køkken.
Anita Klemensen er feminaernes gastronomiske elegantier og den dag hun måtte beslutte sig for at give alt hun har iboende, ligger der sol og stjerner forude.

Molskroen er i år nomineret i kategorien Årets Bo & Spis adresse og desuden er såvel restaurantchef som køkkenchef blandt landets fremmeste. Alt der hører til for forsvaret af en sådan nomination var i spil den 20 juni. Fremragende gastronomi, udsøgte vine, personligt vedkommende betjening, fremragende overnatning og eksemplarisk morgenmad.

Juni afsluttedes med besøg i Torshavn. Det var noget af en øjenåbner . Raw food i begrebets ægte betydning. Birgir ”høstede” tang, albuesnegle, hestemuslinger og søpindsvin – serveret fra skal eller sten frigjort af lommekniv og med havvand som sauce. Dagen efter min første fortæring af grind, spæk og kød efter gårsdagens fangst i Vestmanna. En oplevelse af de sjældne.

Restauranter i Torshavn gav også et godt indtryk, flere af dem på niveau med vore egne * prydede bl.a. Hotel Føroyar, Etika og Aarstova. Det må blive til et snarligt gensyn med Færøerne. Tak til Johannes, Leif og Jakup Pauli.

Foto: redigeret efter flickr.com (Muffet)

.

Det var en usædvanlig måned, hvor såvel nr 11 (Le Chateaubriand) på World 50 Best Restaurants listen plus 2 parisiske ***Michelin restauranter (Guy Savoy & Le Bristol) som 3 danske toprestauranter (Ti Trin Ned, Svinkløv Badehotel og Villa Vest) blev besøgt.

Oven i disse besøg må tilføjes Grand Vefour, samt månedens mest skuffende oplevelse Bistrot Balard.

Guy Savoy bød velkommen og med en frisk hilsen til ham fra Thomas Keller, hans personlige ven samt med ”One day at The French Laundry & One day at Per Se” som gave, var vi rede til at lade sanserne komme på arbejde.
Det blev til en fremragende spiseoplevelse ledsaget af mange spændende vine herunder med en 2008 Domaine de Vernay’s Condrieu (l’Enfer) som et smukt, smukt indslag.
Guy Savoy byder for øvrigt interesserede på en flot indføring i hans gastronomi-ske univers i en video på websiten. Værd at se. Værd at besøge. De *** holder.

Det gør de også, stjernerne på Le Bristol, hvor det blev frokostmenuen til meget, meget rimelige 88 EUR, der afsluttede vort Paris besøg søndag. Her var den toneangivende vin Daguenau’s Silex 2004.

Imellem de 2 var Grand Vefour endnu engang rammen om en elegant frokost, hvor signaturretten Ravioli med et indre af foie gras og med trøffel generøst tilført naturligvis måtte tilføjes menuen, dog i en reduceret udgave på 3 ravioli pr gæst. Stor velsmag – fantastisk service i Paris ældste gourmettempel.

Et moderne udtryk for gastronomitempel kunne man forledes til at forvente, når en restaurant opnår en placering som nr 11 på verdensranglisten. Det skete i år for ”Le Chateaubriand”. Et brasserie på listen over Top-50. Usædvanligt.
Det var ikke ganske let at få en aftale om bord til 4.

Le Chataeubriand har ikke en website, men mangelfuld telefonbetjening og ikke meget forståelig service for den, der ikke behersker det franske ord særlig godt.
Lad referatet være kort. Den aften vil gå over i historien som en moderne form for ”halløj på badehotellet”. Stort set alt var en form for kaos, fra køen på fortovet , opholdet ved baren, hvor de trange forhold og den tætte nærhed til de mange tætbesatte borde gav tjenerne vanskelige bevægelsesforhold. Vi ventede længe på det bord der var aftalt ledigt kl 21.30. Men ca 22.20 lykkedes det.
Vi fik den menu, som aftenen bød på og hertil bestilte vi med løs hånd hhv en hvid og en rød. Serveringen af disse skete også efter et skovtursprincip, af med korken og vinen i for lille et glas – og naturligvis blev vin nr 2 , rødvinen hårdt og kontant hældt op i hvidvinsgasset, der knapt var tømt.

Maden var dekonstruktioneret brasserimad og smagte absolut rigtig godt. Retterne besad endog udtryk af høj skønhedsværdi.

Da vi forlod Le Chateubriand spurgte chefen: Did you like the concept?
Mit svar : ”I liked the food”.

Månedens topgastronomiske oplevelser endte ikke i Paris, men i Jylland. Over et par dage havde jeg fornøjelse at spise hos Gassner/Hvarre på Ti Trin Ned i Fredericia, prenomineret i kategorien Årets Restaurant 2010 (Den danske Spiseguide). Den prenominering holder. Og vinmenuen var meget velafstemt.

Kenneth Hansen, Årets Kok i Norden, har nu hjemme på Svinkløv Badehotel, hvor han i smukke omgivelser lader sæsonens råvarer udsætte for egen kreativitet og serverer mad med ide og stor velsmag. Hans bidrag til opskrifter i den nye gastronomi bog Svinkløv Badehotel er relevant inspiration , da opskrifterne er udformet arbejdsforståeligt selv for glade hjemme kokke.
Man kunne blot ønske sig, at vinkortet på badehotellet rådede over lidt flere spændende indslag.

I Danmark har vi en håndfuld restauranter der, placeringsmæssigt i naturen hører til i kategorien: ”Så kan det vist ikke være bedre”.
Mon ikke Nr 1 i den kategori er Villa Vest i Lønstrup? Og i dag er gastronomien, vinene og servicen også helt i top-dansk niveau.
Michael Pedersen og Kim Møller-Kjær er mændene bag. Og de har været stærkt medvirkende til at bringe NORDJYLLAND i focus som gastronomisk interessant rejsemål. Det havde man næppe kunnet forstille sig 20-30 år tilbage.

Månedens værste spiseoplevelse var Bistrot Balard på place Balard i Paris. Stedet var vel omtalt af Jens Vestergård. Han er jo en sand forkæmper for det lettere rustikke køkken, som ofte karakteriserer brasserikøkkenet. Hans rekommendation på sin blog fulgte jeg – det skulle jeg have undladt.
Menuen var billig, vinen ikke værd at skrive om, restauranten let at finde, opgangen fra metroen 2 meter fra bistroens dør, venlig betjening, men hammer uinteressant fortæring. Jens, hvad spiste du?

.