Grefsenkollens menu var ledsaget af en række fortræffelige vine, hvoraf kun en enkelt blev fundet malplaceret ved undertegnedes bord.  Menuen var fin og dessertafslutningen flot.

Det begyndte altså dramatisk og trin to en flot kåring af Henne Kirkeby Kro som ”Årets restaurant i Norden” til den skuffende aflysning fra Maemos side af næste dags frokost.

Meget uforståeligt at Maemo aflyste i sidste øjeblik og dermed  fravalgte muligheden for at demonstrere restaurantens kunnen overfor internordiske jurymedlemmer og topkokke.

I stedet valgte nogle af de tilrejsende at besøge den historisk klassiske Theatercafeen bl.a. kendt for gedigent smørrebrød. Et herligt lokale og rigtig god spiseoplevelse. Endda med personbetjent garderobe!

Månedens øvrige  besøg blev helliget  danske restauranter i et niveau eller to under eliten.

Vallø Slotskro kan noget og derfor værd at besøge. Når det er fastslået må det imidlertid også frem, de kan bare endnu mere, hvis de beslutter sig for det. Rådet er: Gør det……

No 5 i Svendborg er stuvende fuldt den aften, vi faldt forbi. Vi nød uddrag af menuen bl.a. en meget lækker pighvar fra Bagenkop:

” Et tilbud om pighvar  bør man som gæst aldrig lade hånt om. Sammen med søtungen er pighvarren vores fornemste repræsentant for havets rigdomme. Her kom den i 2 versioner, begge velbehandlet og begge i noget så korrekt som i rette temperatur, hvilket absolut ikke er en selvfølge overalt i branchen. Om man foretrækker pighvarren stegt eller dampet er mit svar Ja Tak . Jeg er fløjtende ligeglad, når der  som her er tale om ,at der vist fornøden respekt for fisken.  Apart dels kartofler dels jordskokker. Derimod stod jeg noget mere undrende over den farvestærke og kompositorisk smukke sidetallerken indeholdende bl.a. løg og et vagtelæg lavet som den sønderjyske specialitet solæg. Jeg mødte en udpræget sødme i bunden af sidetallerkens komponenter, en sødme der angiveligt kom fra mødet mellem selleri og smør.

Lad mig sige det sådan. Jeg spiste med glæde tallerkens indhold, men jeg mener ikke, at den tjente pighvarrens interesser.  På den anden side, hvad kan løfte en god pighvar ?? Den er så fuldkommen at ingen bør komme klæder på den. På dette punkt deler den status med Caroline Henderson”

Brdr Price blev besøgt,  nu hvor den for guidens besluttede indkøringsperiode,  inden test- spisning gennemføres, må siges at være tilendebragt. Det var på alle måder en god aften, Lokalet er simpelthen atmosfærefyldt, serviceringen ung, smilende og venlig og effektiv på den charmerende måde, det åbne, arbejdende køkken er  et stort plus, menukortets tilbud fine og vinkortet nydeligt endda med en frisk 2011 hvid på kortet, herligt. Jeg nød Bankekød med kartoffelmos. Det var bevægende. Ikke siden jeg fik den slags mad bragt dagligt af Iwans Cafeteria på Søborg Hovedgade til mit beskedne værelse på Grants Alle 57 i Hellerup i begyndelsen af 1960,erne , har jeg mødt og dermed genspist denne ret . Nostalgisk herligt gensyn.

Bock bistro og vintothek er en ungarsk adresse beliggende lige overfor USA ambassaden på Østerbro. Her er der ungarnske vine, ukendt for de fleste af os, mange af dem med meget høj drikke kvalitet . Menuen indeholdt den ungarnske ”Liebermaj ”, en bønnesuppe samt en leslo med pølser,  der trækker tårerne frem —- og det er ikke bare chillien ,der er skyld i det. Fint for mangfoldigheden i det københavnske restaurantmiljø, at Bock er en mulighed.

.

JANUAR 2012.

Efter 3 uger med hhv heftig ondt i halsen kombineret med en tandrodsbetændelse konstateret nytårsaftensdag kl 11.00 med samme dags rodspidsbehandling, penicillinkur, bortfald af nytårsfestivitas over flere dage med efterflg konstateret lungebetændelse i svær grad med ny alternativ penicillinkur var søndag den 15 januar endelig dagen, hvor det nye år 2012 begyndte rent gastronomisk……. Og man skal begynde hensigtsmæssigt, derfor var besøget, oplevelsen på Søllerød Kro en værdig afløser for penicillinen.

Meget kan man sige om Søllerød Kro – og det er alt sammen positivt. Det er ikke et spørgsmål om at finde positive ord, mere om at finde nye positive ord, så kroens egne  medarbejdere også har nyt at opleve.

Der opleves ikke fodfejl sådan en søndag eftermiddag og det er denne usædvanlige sikkerhed på alle trin og niveauer, der gør ”kroen” til et enestående monument i dansk gastronomi i disse år. De der gerne vil læse  om de enkelte retter, som vi fik ,kan jeg henvise til at læse Troelsø’s anmeldelse af stort set samme menu, som han efter sigende fortærede samme søndag aften. Han gav ******. Sådan.

Dagen efter magede det sig sådan, at jeg indtog aftensmåltidet på Jan Restorffs tidligere arbejdsplads La Cocotte i Glostrup.

Det var en helt anden klassisisme end Søllerøds, men på sin vis meget tankevækkende.

Historisk set har jeg i tidernes morgen – da stedet hed Esso Motor Hotel – senere Glostrup Parkhotel  - været en særdeles hyppig gæst på adressen, hvilket skyldtes at min daværende arbejdsplads havde hjemme i 2600 postnummerdistriktet.

Naturligvis har meget ændret sig, men alligevel står stedet i dag næsten som skoleeksempel på restaurationsklassisisme. I Barcelona har jeg spist på den private restaurantskoles restaurant(Hofman), hvor elever i køkken og sal viser, hvad de har lært, hvilket i Barcelona har kastet en *Michelin  af sig. Jeg følte mig hensat til en afart af Hofman, en skole for klassiske udførelse. Her er skjorter og ærmeholdere, slips og forklæder i spil, her er klassisk modtagelse, fin borddækning og formel servicering – selv en rullende ostevogn a la tidligere tiders store restauranter i Frankrig. Mangler ikke.  Old school på en go’ måde.

I det nordtyske er vore nærmeste store spisesteder beliggende i hhv Glücksburg, 10 km fra Kruså og Wolfsburg 4 t kørsel væk..  I Uge 4 nåede jeg sammen med gode gastronomivenner at spise på både Alter Meierhof og Aqua. Det første sted havde gæstebesøg af Joachim Wissler fra  den ***Michelin VENDOME  der i samarbejde med Dirk Luther, chef på ALTER MEIEWRHOF med **Michelin lod deres kreationer ledsage af fremragende schweiziske og tyske vine, hovedsagelig med de hvide i førerposition.

Aqua hvor Sven Elverfeld har kokkehuen skruet godt på hovedet ,røg vi ind i et 12 retters bombardement, der gjorde os godt mætte. Vi oplevede en menu, der kontrapunktisk bestod af den første halvdels kreationer på et endog ekstremt højt niveau for så at tage et trin ned af oplevelsesstigen og sluttede på et rigtigt godt højt niveau, men altså ikke som i første halvleg….Det ville næsten også have været for meget.

Begge steder kan stærkt anbefales, ligesom værelserne de 2 steder hører til i den absolutte tyske elite – og det siger ikke så lidt.

Og så var der lige besøget på Manfreds…… i uge 3.

Et længe næret ønske gik i opfyldelse, der var plads ……. Og oplevelsen var anderledes og inspirerende og mere tankefuld end oftest . Jeg fik en stor spiseoplevelse ledsaget af vine fra ukendte –for mig  ukendte – producenter serveret uformelt men dog hjerteligt.

Men det allervigtigste: der var respekt om både dette og hint…

Jeg skrev bagefter, at det var en oplevelse der viste større glæde og respekt over for råvarer, vine og gæster end tilsvarende oplevet på Manfreds Alter Ego, Le Chateaubriand, som mange  danske gæster ynder at rose højt.

Den ros af Manfreds parisiske  kollega givet af gastronomiske venner er ret så sigende for  en svag, endda måske  grænsende til manglende realitetssans, fordi denne restaurant, der reelt er en bistro – af uransagelige men ikke kvalificerede grunde er placeret som nr 9 på World 50 Best Restaurants listen.

Jeg mener, er det en fortjent placering så bør Manfreds i det mindste have en placering som nr 8 på samme rating.

Bent Christensen

.

Dagbladet Holstebro-Struer/Midtjyske Medier fulgte ved journalist Mette Grith Sørensen og fotograf Morten Stricker Oldies but Goodies kokketræffet.

Læs den flotte reportage:

• Kokke1.pdf
• kokke2.pdf
• kokke3.pdf

.

Det har været et forår med store spring på det gastronomiske  kvalitetstermometer.

Vinterens  første gode oplevelser kom på Gallamiddagen  på Falsled Kro den 6 februar. Den gamle kro serverede Almanak menuen, som er et mega flot tilbud her i kroens jubilæumsår.

Den 23 februar udfoldede Geraniums køkken sig for os i al sin pragt.
Det var endnu engang en magtdemonstration af Geraniums team denne gang uden Rasmus Kofoeds tilstedeværelse, men hans team i køkkenet og Søren Ledets hold på gulvet skabte storhed i oplevelsen.

Ved skæbnens hjælp fik jeg mulighed for at spise på Noma 2 dage i træk i begyndelsen af marts.  Noma er i særklasse i disse år i form af at levere den komplette restaurantoplevelse.

Mielcke & Hurtigkarl imponerede med deres menu i april. Der er ikke andre, der laver mad som Mielcke og derfor er hans bidrag til den danske gastronomibølge meget kærkommen. At restaurantens stjerneniveau skammeligt er forbigået den gamle guide er mere et udtryk for guidens kompetence end for restaurantens.

formel B beholdt derimod sin stjerne trods et koncept-hop af de større. Nu kunne det være nok med de stivede hvide duge og mandsopdækket betjening, når der ikke dukkede et rimeligt antal bidragydere op, må tanken have været.
Jeg var der sidst i april….og ”gud hvor var det godt”. Endnu engang leverede Kristian Møller det ypperligste.

Det gjorde Skovbakken i Odense også den 15 april. Men hov, vil nogle sige, hvem eller hvor er Skovbakken i hierarkiet. Jamen Lars Knudsen og frue driver en selskabsforretning i Odense ved Zoo og en enkelt gang om året går han bersærk og laver lige en gourmet aften for at vise, at han ikke har glemt, hvordan det gøres.
Ville han gøre alvor af at sige farvel til den store check og nøjes med en noget mindre kunne han sagtens vælge a la carte /gourmet vejen og han ville formodentlig omgående placere sig på niveau med de bedste i landet. Jeg foreslog ham at drive selskabsforretning i 11 måneder og så vie 1 måned til gourmetrestaurant.virksomhed. Restauranten kunne f.eks hedde OKTOBER.

Som månedens finale besøgte jeg Malling & Schmidt i deres nyåbnede domicil på Grenåvej i Aarhus. Det skete samme aften som kollega Troelsø fandt vej for at anmelde restauranten. Lad mig gøre det kort. Jeg tilslutter mig hans vurdering og fulde hus som beskrevet i Børsen.

Villa Vest i nordvest beviste også deres kvaliteter ud i det nynordiske køkken .. og så den beliggenhed tillige. Lige bagved deres restaurant findes en offentlig parkeringsplads, hvorpå en udendørs restaurantterrasse fristede ved frokost tide.
Hvilket kontrapunkt i holdning til gastronomi og nydelse på under 100 m i fugleflugtslinie!
Hvorfor jeg spiste der? Spørg bare. Svaret vil for evigt være uklart.

I maj huserede vi bl.a. i det sydvestlige hjørne af Jylland. Det kommer der nogle skriv om i kommende kogebog fra Vadehavet og omkringliggende kommuner til efteråret, så jeg vil ikke her gå i detaljer om de spændende oplevelser hos producenter og på restauranter, men blot nævne at den største overraskelse var den i min bevidsthed ”glemte” Josef. Det var rigtig spændende, hvad han serverede.

Island blev besøgt: Sjavarkallarin og Dill i front.

New York:
Daniel præsterede os for en 7 retters menu. Det blev en magtdemonstration af dimensioner. Vi var 3 personer, ingen ved bordet  fik samme ret  , 3 forskellige kreationer pr servering.
F eks den tredje bordservering bestod af følgende serveringer:
Jeg fik:  Duo of octopus, Tempura with wilted radicchio, aged Balsamico vinegar, ”En salade” with Manouri cheese, Artalia  Shoot tempura.
Kokken fik: Abalone ”granite” with parsley-garlic butter, white aspargus, ”Pommes Duchesse”, Mustard vinaigrette
Fruen fik: Maine sea scallops Rosette with Tandori, Hawaiian Hearts of Palm, Shiso-mango Gremolata.

Per Se: Det kan vel ikke gøres mere sikkert. Velsmag, velsmag og atter velsmag.

Masa: Dette besøg kræver mange flere linier, end jeg i dag vil bruge. Det var ”out of this world”

I denne perlerække af gode oplevelser savnes måske en navngivet skuffende af slagsen.
Der var skuffelser, men ikke overraskende skuffelser. Man ved – næsten altid – hvad man går ind til, når man undlader at gøre ordentlig research.  Dårlige oplevelser og dyre oplevelser. Det er guiders første og fornemste opgave at guide folk udenom  de oplevelser, der skaber dårligt humør.

Foto: arturodonate / flickr.com

.

Det var meget spændende indenfor en uge at opleve Norges og Danmarks udvalgte restauranter og prøve at se deres potentiale overfor Dill,  Reykjavik, som jeg spiste på for kort tid siden og Chez Dominique i Helsinki og Mathias Dahlgren i Stockholm begge med **Michelin stjerner på CV’et.

Kroen havde åbnet sine døre blot for denne ene aften i vintersæsonen for at bevise sin berettigelse som dansk finalist. Og det blev en magtdemonstration af teknik, kreativitet, kunnen og velsmag ledsaget af unik betjening med et storslået vinudvalg. Herlig aften.

De norske jurymedlemmer der deltog I Henne middagen og jeg kørte næste formiddag til Falsled Kro for at indtage frokosten der , en frokost der indeholdt flere af de retter som også vl blive serveret på den kommende Gallaaften. Der har i længere tid været lidt stille omkring Falsled Kros køkken og hvor dette egentlig befandt sig i hierarkiet På Fyn og for den sags skyld i Danmark.

Lad det være kort. Vi 3 nydere fik en klar fornemmelse grænsende til vished for, at Falsled Kro er ”back on track”.  Alle, der deltager den 6 februar 2011, kan roligt allerede nu stemme sindet indad. Det bliver mere end stort.

Andre rigtig bemærkelsesværdigt gode måltider var den på Kock&Vin i Göteborg, den på Enomania på Frederksberg og som rosinen i pølseenden Grefsenkollen i Oslo.

Nogen skuffende måltider i december? Ja, den Michelin anbefalede Fiskekrogen i Göteborg holdt ikke. Slet ikke.

.

November bød på både godt og mindre godt og et par enkelte gedigne kvalitetsoplevelser.

Det gode var at opleve kvaliteten på den nye restaurant MEST i Aalborg, hvor Allan Poulsen havde sat mig stævne for en evalueringssnak omkring kåringen af Årets restaurant 2010. Allan Poulsen havde om nogen vist denne kategori stor  interesse ved personligt at deltage i samtlige nominerede finalerestauranters  afvikling.  Hans passionerede tilgang til forløbet og resultatet berettigede til at følge op på hans ønske om evaluering af  hele forløbet. Godt initiativ. Det møde fandt sted under en frokost på MEST.  En rigtig go oplevelse er denne nye restaurant midt i Aalborg.

En andet fint måltid  fandt sted på Italy & Italy i Ringsted, hvor en herlig fiskesuppe fandt vej til tallerkenen samt  en hjemmelavet tagliolini med pesto.

Italiensk ”alla casa linga” midt på Torvet i en by, hvor den gode smag i øvrigt vanskeligt kan opleves ved bordene.

Den mindre gode var frokosten på Kongebrogaarden. Det er ellers et sted, jeg sætter uhyre pris på at besøge. Hotellet har alle bo-kvaliteter og har periodisk haft et godt køkken. Denne søndag prøvede jeg så smørrebrødet.  Det slog mig endnu engang, hvor skidt stillet man er i Provinsen, når det kommer til det gode danske smørrebrød. Så svært er det jo heller ikke.

Men som et eksempel på den lette vej til en servering af klassisk dansk mad: så længe man bruger en industrimayonnaise frem for at lave den selv ( hvilket max tager 4 minutter ) og  ikke viser smørret fornøden respekt, er der stadig lang vej til  bare en rimelig kvalitets- oplevelse. Hvorfor er industriprodukter som mayonnaise, remoulade og alibisaucer så gangbare. Hvor er den faglige stolthed?

Den faglige stolthed. Den er der derimod for fuldt udtræk på månedens absolut bedste Spiseoplevelse. Hvor overskriften er Æstestisk massage af velsmagens sanser.

Dagen var novembers sidste. Området var Nørrebro. Restauranten Kiin-Kiin.

OG skal jeg slutte med den næstbedste spiseoplevelse i november? ? Ja hvorfor ikke. Det var frokosten i Monaco (Le Louis XV), som på mange punkter kom i nærheden af Søllerød Kros normale performance, dog ikke madmæssigt.

.

Den danske Spiseguides Gallaaften på Bistro Boheme den 31 oktober viste  på udsøgt vis Boheme teamets kvaliteter.

Flere har spurgt om ikke jeg kunne bringe en testrapport, sådan som den udformes, når den rekvireres af interesserede. Det ønske opfyldes hermed og jeg har valgt at bringe en rapport, der på lange stræk fortæller noget om, hvad guidens prøvespisere noterer sig om en afvikling af et måltid, hvor der er stykke vej til en stjerne.

TESTRAPPORT - Uge 42

Allerede da vi satte os ved bordet burde vi have afsluttet besøget.

Alle signaler viste gult eller rødt endda.

Den ”forurenende standard musik” i højtalerne, vinkortet u. årgangsangivelser, menukort m. ukorrekt info om tilhørsforhold for visse produkters vedkommende og endda i plastomslag.

På den anden side havde vi fået klar besked  fra andre om stedets fortræffelige kromad af den gammeldags type som ”langt var at foretrække for naboens modernistiske frembringelser”.

Naboen havde vi besøgt for 2 uger siden, så nu måtte vi foretage en sammenligning.

Lad det være sagt med det samme. Alle detaljer, alle oplevelser, faldt ud til naboens fordel.

Her var det valgte knivbestik til kalvemørbraden en kopimodel af Lagiuole og en normal kromodel til den danske hakkebøf. Det burde have været lige omvendt set i lyset af mørheden af det, der blev serveret på de 2 tallerkener.

Kalvemørbraden var fin og uskyldig,  mør som marcipan og af nogenlunde samme farve, medens den danske nationalspise hakkebøffen serveret i størrelse som en fladtrykt minihåndbold var så hårdt stegt, at det krævede solide kræfter at bryde igennem skorpen og  naturligvis: det indre var smuldrende tørt.

De ledsagende saucer havde forskellige betegnelser og smagte forskelligt, men lige slette. Pebersauce er principielt en herlig sauce til en bøf og relativt let at lave. Madagascarpeber eller knust sort peber, smør, lidt cognac til flambering og masser af piskefløde.  Sovsen til hakkebøffen er reelt vanskeligere at lave god , med mindre man da har besluttet sig for at gøre den god. Det havde man ikke her.

Kalvemørbraden var angivet serveret med pommes frites og grøntsager. Vi bad om kun at få  pommes fritter , da erfaring med grøntsager serveret på restauranter udenfor de stjerneklas- sificerede oftest er en skuffende oplevelse. Og får man ikke en skuffende oplevelser har man da intet negativt at erindre. Pommes fritter ved man hvad er – sjældent fremragende, men dog spiselige.

Tallerkenen kom ind med 2 stk kalvemørbrad, 6 rosenkål i en dampet version og et 1/4 forkogt blomkålshoved plus en kæmpeskål pommes frittes og en kande betegnet pebersauce. Man kunne fodre flere hårdtarbejdende landarbejdere med den mængde.

Hvad er det ,der fascinerer visse restauranter ved at overfylde tallerkenerne?

Og så hakkebøffen. Tænk hvor delikat en hvid tallerken med en centralt placeret normal størrelse hakkebøf, pandestegt med lidt løg og en veltilberedt skefuld sovs kan tage sig ud.

Her havde  en  knytnævestor klump gennemstegt kød bemægtiget sig pladsen og på tallerkens kant trængtes industrielle rødbedestykker,og hele kogte kartofler på den resterende plads   ligesom  et bjerg af såkaldt bløde løg  toppede bøffens  overflade og henover den hele anretning gennemførtes planen: at hælde sovs fra kanden over, som var det et tæppe til beskyttelse af kompositionen.

Vinkortet var en skændsel. Ingen årgangsbetegnelser og hvem bestiller vel en Beaujolais uden at kende året, her var den tilmed også for gammel. En Beaujolais styrke er dens ungdom og frugt ikke alder og udvikling.

Rieslingen var tynd, men ærlig og fra 2009 så den måtte følge kødretterne i mangel af andre rimeligere vine tilgængelig på kortet.

Måltidet største og egentlig eneste gastronomiske glæde var nybagt brød ledsaget af portionssmør fra Naturmælk.

Stedet er restauranten ÆRØ på havnen i Svendborg.

Plusser: Brød

Minusser: tidsreg på regning

.

Det har været en måned fuld af både store og udfordrende gastronomioplevelser som uventet oplevelse på restaurant med Michelin-status.
Lad mig begynde med den seneste.

Det er slående, hvor meget sammenfald der har været i mine oplevelser på restaurant Le Chateaubriand i Paris, nr 11 på World 50 Best listen, og på Kødbyens Fiskebar, der ikke er placeret på World 50 Listen, hvilket er lige så korrekt som Le Chateaubriands ukorrekt.

Samme støjniveau, samme tilsyneladende hastig til ilsom tjenertrafik, glas, der tabes og smadres, bestik der mere eller mindre planlagt placeres foran gæsterne, brød og den iskolde smørklat, tjenerinder og tjenere i moderigtigt antræk og med tatoveringer spredt som haglbyger på de dele af kroppen, der er synlig. Men idel glæde og let håndspålæggelse og jævnlig kontakt, også når hovedrettens ankomst synes at være lysår forude……

Menukortet er meget tilforladeligt, ja næsten inspirerende, lysten til at bestille er stor. Jeg valgte fiskevejen naturligvis – først knivmuslinger, dernæst blåmuslinger og – på tjenerens absolutte anbefaling skærising på brød.

Den første ret bød ikke på tungt arbejde for hverken køkken eller tjener, 2 stk knivmuslinger og nogle få blade salat. That’s it folks.

Nr 2 var større. En tallerkenskål blåmuslinger tilført en cremet suppe og mængder af kartoffeltern. Ok – så var den ret heller ikke bedre.

Jeg havde bestilt en flaske Albarino ud fra den betragtning, at den skulle nydes med måde og jeg havde ingen tvivl om, at jeg måtte glæde mig over ca halvdelen af flaskens indhold og efterlade resten. Det er jeg vant til, det er blot rutine for mig.

Sådan skulle det ikke gå denne aften. Den blev nydt til sidste dråbe. Og det kan jeg takke den ufattelige ventetid , der oplevedes mellem ret nr 2 og så hovedretten, for.
Jeg sad stilfærdigt i en times tid ved baren og i denne periode nød jeg godt af at få indblik i mine sidesidespisende ”Nynne & hendes venindes” indbyrdes samtale, hvor kvindesind og – list på det mest bramfri sprog blev oprullet. Jeg agerede også vagt for deres tasker og overtøj, når de gik udenfor i tobakkens tjeneste. De kom ind igen og bestilte yderligere en flaske Champagne, Perrier-Jouet, så den aften skulle nok få en fin afslutning for dem.

Det fik min også, da en forbiløbende tjener pludselig observerede min mangel på mad og tog affære. Ud i køkkenet og retur med forklaringen, ”det må du undskylde, men køkkenet har kun 8 blus!”.

Så gik der en 20 minutters tid, hvorefter skærisingen landede, Stegt på et tyndt stykke hvidt brød, minimal mængde fisk og en rodfrugt på størrelse med hanebjælken i mit sommerhus.

Det sidste glas vin fulgte skærisingen .
Der var fyldt hus, så konceptet falder åbenbart i publikums smag.

Så var der anderledes smag på frokosten på Hummerhuset i Reykjavik, hvor menuen bød på ”Hest, hval og hummer”, det var en flot oplevelse, velsmag og nydelse hele vejen igennem. Det kommer mere udførligt med i den kommende bog om Nordens bedste restauranter”, der er planlagt udgivet foråret 2011.

Finalemiddagene i kategorien Årets Restaurant, Den danske Spiseguide, kommenteres ikke før afgørelsen foreligger 31 oktober, men lad mig dog sige så meget, at det har været 5 ualmindeligt flotte og forskellige stiloplevelser.

Sidste gode oplevelse kom på Vallø Slotskro, hvor det ny tiltrådte værtspar Tine & Palle Møller bl.a. serverede agerhøne , amerikansk Colorado steak, nyplukkede svampe og en chokolade dessert på højt niveau. Der er stjerner på vej til Vallø.

.

.

Det var jo en sommermåned med overvældende varme temperaturer og derfor blev restaurantoplevelserne overvejende henlagt til udespisning eller til decideret sommer-steder.

Der er en særlig charme ved at spise udendørs, og det tæller positivt med, når månedens oplevelser skal evalueres. Men varme, sol eller skygge alene er ikke nok til at sikre den sublime oplevelse.

Granhøj på Torvet i Svendborg bød på bl.a. moules marinieres, Det japanske Taarn serverede sushi, soft shell crab og tempura rejer, Frederiks Have på Frederiksberg på fremragende fiskefrikadeller og hos Pichardts i Rudkøbing en såkaldt tapasanretning og madoplevelsen de 4 forskellige adresser kan generelt sammenfattes som ok kvalitet , men så heller ikke mere.
De holder niveau for optagelse i Spiseguiden.

Det , der slog mig mest, var den forskelligartede betjenings udøvelse. Naturligvis er der ofte sommerassistancer på arbejde i juli måned og de må klare meget på charmen og opnår ikke mange points på det faglige niveau. Det faglige niveau oplevede vi først og fremmest på Frederiks Have.

På relativt nyåbnede Det japanske Taarn i Tivoli sås det usædvanlige, at gæsteflokke måtte vente ved en ”anmeldelsespult” og vente på en medarbejder for at blive seatet. Noget besynderligt kl 17.30, hvor den relativt store restaurant var mindre end halvfyldt og hvor en aktiv indsats ved gæstemodtagelse kunne have gjort underværker. Mange gæster ventede så længe på at blive budt velkommen, at de simpelthen fandt andre spisesteder. Underligt at restauratøren ikke satte flere resourcer ind på netop denne post.

En enkelt ”fine dining” restaurant blev også besøgt i juli. Det var på denne, jeg i sin tid blev præsenteret for vinen ” Where the dreams have no end” – en fremragende vin fra Silvio Jermann. Senere omdøbte han vinen til ”Were dreams, now it’s just wine”. Den realisme randt mig i hu, da jeg forlod restauranten efter aftenens gastronomi. ”Were magic, now it’s just a fine restaurant”.

.