Månedens spiseoplevelse - december 2009

Månedens spiseoplevelse – december 2009

december 12, 2009  |  Spiseoplevelser

Månedens skuffelse: JULEBORDET på XXX og månedens bedste oplevelse: formel B

Skal jeg begynde med det skuffende i dec 2009?, så det er overstået ?:

Det var den aften i begyndelsen af dec hvor jeg uvarslet gik ind på en københavnsk restaurant, der i Spiseguiden får anbefalende kommentarer i afsnittet om Frokostrestauranter. Men da også restaurantens varme køkken får pæne ord med på vejen var mit formål at checke aftenmenuen. Det viste sig umuligt, da december er helliget et såkaldt julebord.

Jeg valgte så at prøve denne særlige gastronomidisciplin, som jeg for mange år siden afskrev som et uinteressant gastronomisk tilbud. Jeg skulle i sandhed have holdt fast i det synspunkt. Jeg oplevede et bord med overfyldte, rodede skåle , eet af dem fyldt med slet tillavet æbleflæsk. En æblegrødmasse i hvilken var nedsænket teknisk dårligt fremstillet stegt flæsk, hvis råvarekvalitet jeg ikke kunne gøre mig fornuftige tanker om, det havde den hårdhændede stegning sørget for ikke var muligt, slemt var det, meget slemt, dernæst en sylte, der end ikke lod sig flytte fra serveringsfadet til tallerken i et stykke, den ret burde kaldes smuldret sylte (uden at være rillettes) og med en ret så bedrøvelig neutral smag, som billig industrisennep, konservesrødbeder og uinteresssant rugbrød ikke kunne løfte..

Sidst roastbeef med smagsløs industri-peberrod, kedelige kapers og en fæl remoulade på et niveau , som kun kan tjene tegnebogens interesse… Det bedste ved måltidet var den herlige kolde fadøl. Men den havde de jo heller ikke lavet selv.

Jeg kan ikke få mig selv til at nævne stedets navn. I næste udgave af Spiseguiden vil vi give en notits om at undgå julebordet .

9 december : formel B

En usvigelig sikker performance på topniveau. Det gælder alle aspekter fra modtagelse over bordsætning, betjening, vinvalg til menuen hvor elegante kompositioner er i europæisk topklasse. Bl.a. top numrene en pigvar i et svampe-crescendo og med genialiteten et par frisk dildkviste i kombination med reven trøffel. Ekstrem smagsoplevelse. Og så Daniels Kruse’s “Death by chocolade” som aftenmenuens afslutning.


?>